Unreal
Kunst er ikke bare genstande eller fænomener, kunst forestiller også noget – også når det ikke forestiller noget, vi kan genkende.
I udstillingen (Un)real møder vi forskellige kunstneres fortolkninger af virkeligheden og af de forestillinger, vi danner i mødet med både kunstværk og virkelighed. Udstillingens omdrejningspunkt er Ai Weiweis mægtige træer, der rejser sig fra marmorgulvet. De nøgne træer er ikke bare træer, men fragmenter af mange døde kamfertræer indsamlet i det sydlige Kina og sammenføjet i en ny virkelighed. Måske en kritisk fremstilling af, hvordan en mængde individuelle dele er tvunget sammen og underlagt et system, der prøver at se naturligt ud, men i virkeligheden er en stor, kontrolleret illusion. En uvirkelig virkelighed.
Eller tyske Gerhard Richter, der med sit værk Stribe fortæller os, at et billede ikke bare er et billede – dets natur er ikke statisk. Gå tæt på hans ti meter lange stribe og det flimrer for blikket, overblikket er for længst tabt. Men så bliv stående på afstand, som vi gør, når vi skal overskue noget. Det duer heller ikke, alle detaljer går i et. Man kan faktisk ikke se det billede – og det er det, det handler om. Virkeligt uvirkeligt.
